Let us Proudly Commemorate International Year of Small Scale Fisheries & Aquiculture - 2022

Luksusturisme på Sri Lanka krænker lokales basale rettigheder

Danske rejseselskaber sender turister til områder af Sri Lanka, hvor de nye turistressorts krænker lokalbefolkningens menneskerettigheder, konkluderer ny international rapport. Men dens konklusion er kortsigtet og forkert, mener Profil Rejser, der dog vil undersøge forholdene

I området Kalpitiya i Sri Lanka har hotellernes vandforbrug konsekvenser for lokalbefolkningen, fordi adgangen til vand er blevet formindsket betydeligt for områdets beboere.
Johan Visser


Når strandglade danskere tager på ferie til Sri Lanka, kan det føre til alvorlige menneskerettighedskrænkelser for landets civilbefolkning.
Det fremgår af en ny rapport, Dark Clouds over the Sunshine Paradise, fra organisationen Society for Threatened Peoples (STP). Rapporten undersøger tre regioner – Kuchchaveli, Passikudah og Kalpitiya – som alle har åbnet for turisme efter borgerkrigens ophør, og STP kalder resultatet »foruroligende«. Nye turistressorts blokerer lokale fiskeres adgang til havet, begrænser adgangen til drikkevand og beriger landets berygtede militær, der ejer flere af de nye hoteller.
»Rejseselskaberne er slet ikke klar over det. Folk tror, at borgerkrigen er ovre på Sri Lanka. De ser det som en frisk start, men i praksis kan vi se, at menneskerettigheder stadig bliver krænket, og at der stadig foregår diskrimination mod tamiler og det muslimske mindretal. Derfor vil vi gerne understrege, at man skal tænke sig om og være opmærksom på de negative konsekvenser af turisme, når man tager til Sri Lanka,« siger Angela Mattli, som er kampagneleder for STP’s schweiziske afdeling og en af forfatterne bag rapporten, til Information.
Blandt rejseselskaber, som sender turister til de tre regioner, er danske Profil Rejser og Kipling Travel.
Ifølge STP er det imidlertid en sandhed med modifikationer, når Profil Rejser skriver på sin hjemmeside, at Passikudah er »ved at blive en stor investeringssucces«, hvor den srilankanske regerings »strenge miljøpolitik har forhindret visse planer for masseudvikling«.
I sin rapport skriver STP: »På trods af en meget ringe menneskerettighedssituation promoverer den srilankanske regering et land, som er returneret til normaliteten. Dette billede af en fredfyldt, blomstrende feriedestination bliver markedsført aggressivt i Vesteuropa. Men denne rapport viser imidlertid tydeligt den sociale virkelighed bagved de farvestrålende brochurer.«

Går ud over levebrød

Siden Sri Lankas 26 år lange borgerkrig sluttede for seks år siden, er turismen boomet. Men ifølge STP er lokalbefolkningens begejstring for turistboomet til gengæld mere tvivlsom.
For selv om Sri Lankas regering har introduceret standarder for, at udviklingen skal være forenelig med sociale og miljømæssige hensyn, har STP »dårligt nok observeret«, at målsætningerne bliver ført ud i praksis.
Flere hoteller i de tre undersøgte regioner er ejet af militæret, som spillede en central rolle i borgerkrigen og angiveligt stod bag en række krigsforbrydelser. Nu udbyder de hvalekskursioner og andre turistaktiviteter.
»Folk bør virkelig være opmærksomme på, at militæret er i turismeindustrien, og de bør tage stilling til, om det er noget, de vil støtte,« siger Angela Mattli.
Lokalbefolkningen bliver ikke konsulteret, når nye turismeprojekter bliver søsat. Nogle steder har militæret og private investorer på ulovlig vis overtaget jordområder og tvangsforflyttet den lokale befolkning. Flere steder blokerer hoteller og ressortområder adgangen til havet, hvilket »griber massivt ind i de lokale fiskeres levebrød«, fremgår det af rapporten. Hele kyststrækningen er mange steder optaget af hoteller, så fiskerne må flytte til en anden region, hvis de fortsat vil leve af deres erhverv. Og det er svært, for de ligger lavt i samfundshierarkiet.
Kun en lille del af lokalbefolkningen i de tre regioner kan ifølge STP leve af turismen. Hovedparten af de ansatte kommer fra andre dele af landet, som ikke har været lige så hårdt ramt af borgerkrigen, og som derfor har været vandt til turisme gennem årtier.
Lokalbefolkningen i de tre regioner har heller ikke adgang til uddannelse og dermed ikke mulighed for at tilegne sig de kompetencer, der efterspørges i turismesektoren.

Profil Rejser afviser kritik

Danske Profil Rejser sender blandt andet turister til ét af de hoteller, som STP bygger sine konklusioner på, Amaya Beach Resort. Men hos Profil Rejser afviser administrerende direktør Peter Rasmussen kritikken.
»Hvis fiskerne for eksempel bliver påvirket, kan det godt være, at der er et problem, man bør se på, men jeg tror simpelthen ikke på, at det generelt har en negativ effekt for den srilankanske befolkning i de områder, hvor turisterne kommer til,« siger Peter Rasmussen, som understreger, at han endnu ikke har læst rapporten. »Baseret på det, du siger, vil min påstand være, at rapportens konklusion er baseret på en kortsigtet betragtning. For det er nøjagtigt det samme billede, vi har set i Myanmar, og det er stensikkert, at turismen er kommet ud i alle ender og kanter af Myanmar i dag, og alle befolkningsgrupper bliver påvirket positivt af turismen, selvom det er et militær regime, som er ved magten,« siger Peter Rasmussen.
Han mener, at »det samme kommer til at ske på et eller andet tidspunkt på Sri Lanka«.
»Det går bare lidt langsommere der. Så kan det godt være, at der i enkelte tilfælde på den korte bane er befolkningsgrupper, der bliver påvirket negativt af, at der sker noget nu.«
– Men det får dig ikke til at tænke: ’Lad os da få tjekket, om de specifikke hoteller, vi bruger i de her områder, er ejet af militæret’?
»Jo, det er klart. Vi vil da gå ud og tjekke, hvem der ejer hotellerne, men rent forretningsmæssigt og med det sociale aspekt, vi normalt tager i betragtning, når vi laver rejser, i baghovedet, så mener jeg simpelthen, at konklusionen i den rapport er decideret kortsigtet og forkert.«
Peter Rasmussen mener, at civilbefolkningen får gavn af turismen, uanset om militæret ejer hotellerne og turistattraktionerne.
»Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at fordi et militær ejer et hotel, så skal det få os som rejsearrangører til at blive væk fra det hotel eller det område. Det er ikke nødvendigvis et lighedstegn, der kan sættes. Selv hvis pengene går til hotelejere, så bruger turisterne jo penge i området, hvilket kommer befolkningen omkring hotellerne til gode.«

Kipling er alarmeret

Et andet dansk selskab, som tilbyder ture til de tre undersøgte regioner, er Kipling Travel. Selskabet tilbyder rejser til Kalpitiya, som ifølge STP på ét punkt er hårdere ramt end de to andre undersøgte regioner, fordi hotellernes vandforbrug betyder, at lokalbefolkningens adgang til vand i Kalpitiya er blevet betydeligt formindsket.
Kipling Travel er det første og eneste danske rejseselskab, der er certificeret af det globale bæredygtighedsprogram Travelife, og Lars Gundersen, administrerende direktør hos Kipling Travel, finder STP’s konklusioner både »overraskende« og »alarmerende«. Han fortæller, at selskabet kun siden sensommeren sidste år har sendt danske turister til Kalpitiya, og at de derfor ikke har nået at sende mange dertil, hvilket betyder, at deres evalueringsmuligheder har været begrænsede.
»Der er helt klart problemer med menneskerettighederne i nogle sektorer i Sri Lanka. Min umiddelbare og generelle holdning, hvis man ser overordnet på det, er, at turismen som regel skaber arbejdspladser, og som regel også rimeligt fornuftige arbejdspladser. Men det er helt nyt for mig, hvis det forholder sig så slemt, som rapporten konkluderer. Og hvis det er tilfældet, er jeg virkelig ked af det, for det er jo helt klart en af de ting, vi plejer at kæmpe imod. Det er en del af vores dna at gå op i bæredygtig og ansvarlig turisme, og for at sige det, som det er, så har jeg bestemt ikke lyst til at medvirke til at støtte hæren,« siger Lars Gundersen.
Han har nu taget kontakt til selskabets partner i Sri Lanka, som han har bedt garantere, at de ikke arbejder med hoteller, hvor hæren er involveret, at de tilskynder bæredygtighed, og at de opdaterer ham på de økonomiske fordelingsproblematikker, som turismen ifølge STP medfører: »Hvis det viser sig, at det er, som det står i rapporten, så må vi genoverveje, om vi overhovedet skal bruge Kalpitiya, eller om vi kan finde en måde, hvor vi kan gøre det, så det harmonerer med de lokales interesse. Det er afgørende,« lyder det fra Kipling Travel.
Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele Når strandglade danskere tager på ferie til Sri Lanka, kan det føre til alvorlige menneskerettighedskrænkelser for landets civilbefolkning.